Catnip - på dansk katteurt eller kattemynte - er en urt, der får små lilla blomster. Det er ikke kun katte, der elsker planten, insekter er også glade for dem! Så du kan måske plante lidt katteurt i haven, og sætte et insekthotel op til de travle bestøvere, der kan få sig et hvil efter alt arbejdet.
Du har måske prøvet legetøj til katte med catnip, og set hvordan din kat bliver. Katteurt er nemlig euforiserende for katte. Nogle kan blive afslappede, andre bliver legesyge. Den euforiske tilstand din kat kommer i, varer sjældent længere end 30 minutter og så tager det faktisk et par timer før urten er spændende igen.
Hvis du vil gøre din kat rolig, kan det hjælpe for katten at spise katteurten. Vil du derimod hellere aktivere den, er det bedre for den at snuse til noget legetøj der er fyldt med katteurt. Du kan også træne katte til f.eks. at bruge kradsetræ istedet for dine møbler, ved at spraye katteurt på kradsetræet. Der findes sågar kradsetræer med catnip! Du har måske lige fået en ny kæreste, der ikke er så glad for at dele seng med din kat, ja så kan du lægge lidt tørret katteurt ud i den nye katteseng! Eller har du måske en ældre kat, der er blevet lidt tyk? Så kan catnip også hjælpe, da du kan motivere til leg og motion med katteurt legetøj.
Katteurt er ikke farligt for katte og gør dem ikke afhængige. Faktisk kan man ved at give ens kat catnip for ofte, mindske effekten. Så se det som en lækker godbid, træning eller hjælp i hverdagen.